Jeg hedder Anna Marie Busk Larsen og er født i 1965. Er oprindeligt uddannet fritidspædagog, siden har jeg erhvervet mig en PD i pædagogik, en Bachelor i pædagogisk sociologi og så mangler jeg stadig at skrive speciale i pædagogisk sociologi. Jeg er endvidere i gang med den modulopbyggede uddannelse Diploma in international projectleadership. Jeg er selvstændig med firmaet Integrations-Konsulenterne, hvor jeg arbejder med integration og frivilligt integrationsarbejde. Jeg har hjemmekontor. hvilket er en rigtig god konstruktion ift. hundene. Sideløbende har jeg en uddannelse i Beredskabet, det tidl. Civilforsvar, hvor jeg er instruktør, holdleder og dommer, og var uddannelsesansvarlig for redningshundetjenesten i Århus 1997-2009. Jeg har gennemgået Dansk Kennelklubs opdrætteruddannelse i 2008, og den nye suppleringsuddannelse "lovpligtig hundeholderuddannelse" i 2010 og dermed sikret kompetancer ift. erhvervsmæssigt opdræt. Jeg har siden 2007 været Dansk kennelklubs racerepræsentant for racen Beauceron, organiseret i Klubben for hyrde-, kvæg- og gårdhunde, KHKG

Et hundeliv i kort udgave: Min første hund var en rød gravhund, Pjevs, der fulgte mig gennem ild og vand. Jeg husker tydeligt da han lå syg en uge med mæslinger sammen med mig, at han troligt stak af hjemmefra og fandt mig i Ajstrup skoles børnehaveklasse og at jeg panisk hentede min mor fordi Pjevs' tarme hang ud af ham da han havde spist en lyserød ballon :o)) Desværre besluttede mine forældre af skilles da jeg var 6 år, så Pjevs blev afhændet til en mand i Beder og jeg har siden hørt at han blev en af de betydeligste avlshanner i dansk gravhunde-avl - desværre kender jeg ikke Pjevs' stambogsnavn, det havde ellers været interessant.

Livet går videre og min mor mødte min dejlige stedfar Allan, der trods panisk hundeangst synes vi skulle have en vagthund da vi boede op at Århus-Randers landevej og tit fik besøg af landstrygere. Det blev Nellie, en dejlig velopdragen og kærlig schæfertæve der endte i en lænke på gårdspladsen når jeg ikke lige gik tur med hende. Det var en sørgelig skæbne og fik heldigvis en ende da min mor satte bremsen i. Nellie blev vægterhund på havnen i Århus til hendes timeglas rendte ud. Vi flyttede og der var absolut ingen udsigter til hunde på hjemmefronten.

Heldigvis fik jeg en god veninde i den nye Hårup skole, vores venskab var godtnok mest baseret på fælles hesteinteresse ( se Lene's hjemmeside på www.estruphus.dk) men hendes far var også daværende ansvarlig for Redningshundetjenesten i Århus, hans navn var Erik Lykke Johansen. Det blev et dejligt gensyn med dejlige schæfere, for han slæbte mig troligt med som figurant til ugens træning - ja, sådan kan man tage skade som barn...jeg blev sat ind i små mørke huller, og skulle vente på der kom en hund og fandt mig. Lene's forældres hjem blev mit andet hjem da min mor blev meget syg og siden døde.

Desværre mistede jeg forbindelsen med dem i de svære år der fulgte, og først da jeg landede i Haurum var jeg klar til at få hund - det skulle selvfølgelig være en schæfer! Viggo, hvor jeg havde mine heste opstaldet før flytningen, ville det dog anderledes; "En gård skal have en hund", så han havde købt en hvalp af tvivlsom herkomst til mig. Hun var sort, havde en flot hvid brystplet og hvide poter, var smurt ind i et eller andet olielignende da jeg fik hende, kom til at hedde Sisse og udviklede udover et stridt skæg (der var ruhåret hønsehund i hende) sig til at være en vidunderlig hund af labradorstørrelse.

Efter Sisse fulgte Bomuld, en hund jeg passede 1 mrd. for nogle totalt ukendte personer og endte med at hente på dyreinternatet Tingskoven hvor han var blevet indleveret efterfølgende. Bomuld, som jeg forgæves forsøgte at omdøbe til Buster, var en fin Leonbergerlignende blanding af anseelig størrelse.

Bomuld lærte aldrig at gå pænt i snor men kunne til gengæld gø så vinduerne blafrede, dansede flot på bagbenene, kunne savle så det nåede gulvet og trak glad min søn Martin på slæden hver vinter. Bomuld ville til gengæld ikke gå særligt langt om sommeren, med mindre det involverede en løbsk tæve - det endte med en kasteration for det blev lidt enerverende at hente ham rundt hos alle de ældre damer i Haurum der var lykkelige indehavere af små selskabshunde i 5 kg. klassen...Bomuld troede selv han var lille....de havde dog altid fodret ham inden jeg hentede ham, for han v ar jo SÅ sulten.

Sisses livsmission var at tjene mig, hun var skøn at træne. Bomulds var at vogte høns :o)) han fandt selv hans erhverv, og hvis man ikke lige kunne finde ham, lå han midt i hønseflokken og holdt styr på dem. Nu er høns jo ikke så styrbare, men hvis de gokkede udenfor matriklen, så vendte han dem bare om og så gokkede de hjemad igen. Det gik der dog lidt rod i, da naboen længere henne af Vestermarksvej også anskaffede Brune Amerikanere...utallige er de gange hvor jeg har modtaget en forpjusket, chokeret og savl-indsmurt høne fra Bomuld og efterfølgende afleveret den pænt hjemme hos Arne igen.

Da Martin blev større var tiden kommet til at jeg selv kunne træne redningshunde. Jeg havde læst om den gamle danske race Broholmeren og havde meldt mig ind i foreningen til bevarelse af Broholmerracen, hvor jeg stod på venteliste til en hvalp. Min veninde Lene hørte at der var et kuld hvalpe i Thy, efter forældre der ikke var registreret i foreningen og dermed ikke underlagt venteliste-reglerne. Jeg ringede straks, og fik efter adskillige telefonsamtaler lov til at købe en hvalp af kuldet.

Det blev Freja, en vidunderlig sort broholmertæve der simpelthen var "one of a kind", hun var fantastisk, udførte enhver øvelse perfekt....hver eneste gang. Har aldrig nogensinde lavet en fejlpåvisning, mistet et spor eller bare haft en uoplagt dag. 1½ år efter skulle Selta have hvalpe med Khan igen, og denne gang ringede opdrætteren selv og tilbød mig en hvalp, og Røskva blev anskaffet.

De 2 broholmer-piger, der var født samme sted, efter samme forældre var simpelthen som nat og dag. Freja var perfektionisten og Røskva var terroristen. Røskva havde altid travlt, troede hun kunne løbe enhver fært ind og overhørte gerne min kommandoer hvis hun selv vidste bedre. Hun har virkelig været en oplevelse at træne med og heldigvis gik tempoet af hende da hun kom op i alderen og hun blev mere dirigerbar. Freja blev desværre kun 7 år, da hun fik en livmoderbetændelse der accelererede så hastigt at al håb var ude da jeg nåede op til dyrlægen.

Røskva fik 3 år alene, hvor jeg også holdt orlov fra redningshundetjenesten da Røskva ikke helt levede op til mine krav til en tjenestehund. Samtidig var jeg blevet hooked på beauceroner og kørte glad med Lene hver gang hun skulle til udstillinger sydpå, så jeg kunne få kigget på de dejlige hunde og lært mere om racen. bliver fortsat.......